Formandens beretning for perioden august 2001 – maj 2003
1. Bestyrelsens sammensætning og organisering
Ved generalforsamlingen i Tórshavn den 24. august 2001 blev der valgt
en ny bestyrelse for foreningen. Bestyrelsen holdt sit første møde
lige efter generalforsamlingen og konstituerede sig således:
Formand: Zakaris Svabo Hansen, Færøerne
Næsformand: Ståle Løland, Norge
Sekretær: Guðrún Kvaran, Island
Kasserer: Carl-Erik Lundbladh, Sverige
Bestyrelsesmedlem: Lars Trap-Jensen, Danmark
Suppleanter: Eija-Riitta Grönros, Finland, og Dagfinn Worren, Norge.
Bestyrelsen har i perioden haft yderligere et bestyrelsesmøde, som blev holdt i Tórshavn den 27. april 2002, samt et møde den 23. maj 2003.
2. Samarbejdet med Nordisk Sprogråd
Foreningens sekretariatsfunktion har i denne periode som tidligere været
varetaget af Nordisk Sprogråd med rådskonsulent Rikke Hauge som
hovedansvarlig. Rikke Hauge deltog også i bestyrelsesmøderne i
valgperioden.
I samarbejde med Nordisk Sprogråd blev der i januar 2002 og i januar 2003 på Schæffergården i Gentofte, Danmark, arrangeret to leksikografiske symposier, hvis temaer var henholdsvis “Sprognormering i nordiske ordbøger” og “Ordbogskritik i Norden”.
I samarbejde med Nordisk Sprogråd udkom nummer 8 og 9 af foreningens årsskrift LexicoNordica i december 2001 og i december 2002. Bestyrelsen værdsætter meget alt det arbejde, som redaktørerne lægger i dette fine og efterhånden velrennomerede tidsskrift.
Bestyrelsen takker Nordisk Sprogråd for samarbejdet, for det finansielle bidrag til LexicoNordica og til symposierne på Schæffergården samt for den praktiske hjælp i forbindelse med udgivelsen af tidsskriftet, bl.a. ved postudsendelse o.a. En speciel tak går til Rikke Hauge for hendes aldrig svigtende indsats i foreningens tjeneste. Hun er den akse, hvorom hele det praktiske arbejde i foreningen drejer.
3. Aktiviteter
3.1. LexicoNordica
LexicoNordica er udkommet med to numre siden sidste generalforsamling. Udgivere
af tidsskriftet er Nordisk forening for leksikografi og Nordisk Sprogråd.
Nummer 8 udkom i december 2001 med et omfang på 312 sider, en betragtelig
øgning i forhold til året før. Hovedtemaet i tidsskriftet
denne gang var “Ordbøger mellem de nordiske sprog”. De nordiske
sprog her forstået i geografisk betydning, således at det også
omfattede finsk, samisk og grønlandsk. Udgave nummer 9 af LexicoNordica
udkom i december 2002 med i alt 314 sider. Denne gang var årets tema “Sprognormering
i nordiske ordbøger”. Redaktionen har som i alle forudgående
numre været varetaget af Henning Bergenholtz og Sven-Göran Malmgren.
I redaktionskommiteen har været Martin Gellerstam, Jón Hilmar Jónsson,
Nina Martola, Johan Myking og Knud Troels Thomsen. Bestyrelsen værdsætter
højt det store arbejde som bliver lagt i udgivelsen af LexicoNordica
og takker hovedredaktører og redaktionskommité for to vægtige
og interessante numre af tidsskriftet, som også lover godt for fremtiden.
Nordisk Sprogråd bidrog med finansiel støtte til LexicoNordica, dels til trykningen og dels til afholdelse af de to symposier på Schæffergården i Gentofte, som fungerer som en vigtig forberedningsfase for udgivelsen af selve tidsskriftet.
Således blev der også afholdt et symposium i januar 2003 med “Ordbogskritik i Norden” som tema og foredrag fra dette symposium vil komme til at udgøre en vigtig del af det kommende nummer af LexicoNordica.
3.2. NFL-nytt
I denne valgperiode er NFL-nytt kun udkommet en enkelt gang. Ruth Vatvedt Fjeld
har i lang tid samvittighedsfuldt varetaget redaktionen af nyhedsbrevet, men
har siden sidste generalforsamling ønsket at fratræde og overlade
hvervet til anden side. På bestyrelsesmødet i april 2002 erklærede
Zakaris Svabo Hansen sig villig til at påtage sig opgaven med at redigere
bladet i et stykke tid fremover. I forbindelse med nyhedsbrevet vil bestyrelsen
og redaktøren opfordre alle medlemmer at betænke nyhedsbrevet med
nyheder og andet aktuelt stof som menes at være af interesse for foreningens
medlemmer. Det er meget vigtigt hvis vi fortsat skal være i stand til
at udsende NFL-nytt.
3.3. Rapport om leksikografikonferencen i Tórshavn 2001
Rapporten fra leksikografikonferencen i Tórshavn 2001 udkom i marts 2003
med titelen Nordiske studier i leksikografi 6. Rapport fra Konference om leksikografi
i Norden, Tórshavn 21.-25. august 2001. Rapporten er udgivet af NFL i
samarbejde med Nordisk Sprogråd og Føroyamálsdeild Fróðskaparseturs
Føroya. Rapporten indgår som skrift nr. 7 i skriftserien Skrifter
udgivet af Nordisk forening for leksikografi. Redaktører af rapporten
er Zakaris Svabo Hansen og Anfinnur Johansen. Bogen er på 418 sider og
er blevet sendt ud til konferencedeltagerne og kan ellers rekvireres hos Nordisk
Sprogråd. Udgiverne vil benytte lejligheden at takke alle, som har støttet
udgivelsen økonomisk og vil da specielt fremhæve Nordisk Sprogråd.
3.4. Hvem er hvem i nordisk leksikografi (“Nulevende leksikografer”)
Desværre er der ikke sket det store i dette projektet. Der findes indsamlet
en del materiale, som dog aldrig har resulteret i nogen publikation. I bestyrelsen
har vi den holdning, at det er bedre at få disse oplysninger publiceret
via foreningens hjemmeside, men før det kan gøres må det
indsamlede materiale opdateres.
3.5. Foreningens hjemmeside
Foreningens hjemmeside har i perioden fået ny adresse på internettet.
Hjemmesiden kan nu nås på adressen www.nordisk-sprakrad.no/nfl.htm.
I bestyrelsen har omstændighederne omkring hjemmesiden været diskuteret.
Situationen har været den, at Martin Gellerstam i lang tid frivilligt
og velvilligt har påtaget sig at lægge ud på nettet materiale
fra foreningen, men det har fra bestyrelsen skortet på kontinuitet med
at fremstille og ajourføre materiale til hjemmesiden. En velfungerende
og opdateret hjemmeside ville give et vigtigt skub til et velfungerende foreningsarbejde.
Med den nye adresse er det blevet muligt for Rikke Hauge at lægge materiale
direkte ind på hjemmesiden.
3.6. Medlemstallet
NFL har i maj 2003 ca. 290 registrerede medlemmer. Det viser sig stadig at være
vanskeligt at få ind medlemskontingentet fra alle, selv om kun de, som
betaler, får tilsendt LexicoNordica.
Tórshavn 17. maj 2003
Zakaris Svabo Hansen, formand